Hector
Legeheltene leger med nogle af Danmarks modigste børn – og møder nogle af Danmarks sejeste familier.
Nogle af familierne har valgt at stå frem med deres historie om at være på et hospital og om mødet med Legeheltene. Herunder kan du læse om Hector og høre hans personlige historie fortalt af både ham og hans mor.
”Bliver jeg verdenskendt – Legeheltekendt? Wow, sejt!”
Han er otte år. Han har lige været ved frisøren og fået en håndfuld bolsjer. Han går i 3. Klasse. Dog ikke hver dag ligesom hans klassekammerater. I en lang periode var hans hverdag nemlig på 5. sal på Rigshospitalet.
Mød Hector. Han lærte Legeheltene at spinne freespee på fingeren, han lærte Legeheltene at gribe og kaste med bolde. Legeheltene lærte ham, at en grå hospitalsstue godt kan forvandles til et rum med farver, bevægelse og leg. Og hvor sygdommen kan gemmes væk nede i skuffen for en stund.
Det sidste år i Hectors liv har været hårdt, turbulent og ikke ligesom andre børns liv på otte år. Atletik, fodbold og svømning er lagt på hylden og ligger og venter på, at Hector igen er klar.
Hector har i en lang periode været ind og ud af 5. sal på Rigshospitalet; operationer, infektioner, feber, genoptræning hver eneste dag og blodprøver i lange baner.
Lige nu går Hector rundt med seks skruer i hofte og lår. Hans proces er langt fra slut – og desværre har den lange udsigter.
En eftermiddag trådte Legeheltene ind på stuen på 5. sal med bolde, ringe, freespees og med et splitsekund, hvor der ikke var rum for sygdom. Hector strålede. Der var næsten stjerner i hans øjne – selvom han i en længere periode havde været sengeliggende og ikke kunne komme ud af sengen. Energien og kræfterne tillod, at Hector for en stund kunne være barn igen. Et barn, der kunne grine og være glad.
”Det var rigtig hyggeligt. Jeg vil gerne lege med jer igen – I har så mange fede ting med – og alle de bolde. Og I må også godt få et af mine bolsjer – men kun ét altså.”
Det lange besøg på stuen sluttede af med highfive, og med efterfølgende kommentar fra Hector: ”Da I gik, blev jeg en lille smule ked af det. Jeg ville godt have leget lidt mere.”
Det ene øje græd – det andet smilede. Beatrice – Hectors mor – skulle tænke langt tilbage for at huske hendes søn så glad og energisk. Med tanker om, hvad der lå bagudrettet, og hvad han havde været igennem. Et lille øjeblik af lykke ramte hende.
Beatrice løber for Pumaens Trappetons, så meget hun nu kan komme til i en hverdag med spontane indlæggelser og en god portion genoptræning. Pumaens Trappetons er et løbefællesskab, hvor man betaler 20 kr. for at være med til at løbe på trapper på bl.a. Konditaget Lüders i en time. Pengene går ubeskåret til et godt formål; og på nuværende tidspunkt er det Legeheltene. Et godt fællesskab, initiativ og med et motto, der hedder: ”Alle kan være med.”
Derudover har Beatrice i oktober 2019 været i Spanien, hvor hun deltog i et løb og samlede penge ind til Legeheltene.
”Dét at være indlagt sætter sig – for evigt. At få så gode oplevelser, som Hector fik med jer Legehelte, er altafgørende. Derfor valgte jeg er dedikere mit løb til jer og samle ind til jer. Der var slet ingen tvivl om, at det skulle være til jeres dedikerede og passionerede arbejde. Det I gør, har så fundamental betydning for, hvordan et barns ophold på hospitalet bliver. Og det er ikke engang at underdrive…”