D. 27. april har Legeheltene 3-års fødselsdag, og det skal selvfølgelig fejres med manér på trods af coronasituationen. Derfor inviterer Legeheltene til Danmarks største Heltefødselsdag, hvor alle er inviteret – herunder alle de indlagte børn, som lige nu gennemgår en rigtig svær tid. De indlagte børn vil kunne deltage i Heltefødselsdagen fra hver deres hospitalsstue.
Til enhver fødselsdag hører selvfølgelig gaver, flag og kage. Derfor sender Legeheltene fødselsdagspakker afsted til indlagte børn! Pakkerne indeholder bl.a. et hæfte med sjove fødselsdagslege, som kan udføres inden for hospitalsstuens fire vægge med de rekvisitter, man lige har ved hånden. Når børnene har givet den gas til fødselsdagslegene, er det tid til lidt til den søde tand. Der vil derfor være kage til alle børnene, og fødselsdagspakkerne indeholder desuden lidt ekstra godt til ganen.
Legeheltenes ønskeliste til gaver er ikke så lang i år. Det eneste vi ønsker os er at kunne glæde endnu flere indlagte børn med mere aktiv leg og bevægelse på flere børneafdelinger rundt om i Danmark.
Hvis du har lyst til at hjælpe os med at opfylde dette ønske, så kan du donere en festlig fødselsdagslagkage i alle mulige størrelser til Legeheltenes arbejde. Du bestemmer selv, om du vil donere en lagkage med to, fire, seks eller otte lag. Kagerne koster mellem 20 kr. og 150 kr., og støtten overføres på MobilePay-nummer 403171.
Læs meget mere om Heltefødselsdagen her.
Mange tak for fødselsdagsgaven!
Inden længe står påsken for døren, og selvom påsken i år er anderledes for os alle, er det især en svær tid for de børn, som må tilbringe påsken på hospitalet. I år er de nemlig nødsaget til at blive inden for hospitalsstuens fire vægge døgnet rundt for at undgå risiko for smitte med coronavirus.
Derfor lancerer Legeheltene påskekampagnen: Donér dit påskeæg. Danskerne køber mange påskeæg hvert år, og et påskeæg koster i gennemsnit 100 kroner. I påskedagene 2020 går familier i hele Danmark sammen om at give påskeoverraskelser til indlagte børn, der har deres hverdag på hospitalet netop nu. Du kan selv vælge, om du vil donere et stort, mellem eller lille påskeæg. Æggene koster hhv. 150 kr., 100 kr. og 50 kr. Bliv en del af kampagnen og støt på MobilePay-nummer 214068. Du kan læse mere om påskekampagnen her.
I påsketiden kan du også støtte Legeheltene ved at sende et gækkebrev til en, som du har kær. Gå ind på denne side og indtast dine oplysninger i formularen. Så sender vi et gækkebrev på mail til den person, du vil lave gæk med. Inden tre dage sender personen tre gæt ind til Børneulykkesfonden på mailen buf@borneulykkesfonden.dk. Hvis personen gætter dig, så skylder du Legeheltene et påskeæg (i form af en donation på 100 kr.). Hvis personen ikke gætter dig, så skylder de dig – eller Legeheltene – et påskeæg.
Legeheltene ønsker alle en rigtig god påske!
Selvom vores Legehelte er sendt hjem grundet situationen med coronavirus, og mange af vores indsamlingsaktiviteter er aflyst eller udskudt, skal vi stadig passe på de indlagte børn. Faktisk skal vi i denne tid passe ekstra meget på de seje og sårbare indlagte børn, som Legeheltene plejer at være sammen med. Det er de syge børn, som er særligt udsatte ift. coronavirus. De har ikke muligheden for at isolere sig derhjemme i et hjem med masser af legesager og aktiviteter, men er nødt til at blive på deres stuer. Derfor sender vi superheltekræfter afsted til alle de børn, der er indlagt netop nu!
Når man får superheltekræfter og leger, kan man være lige den, man vil – en superhelt, der kan flyve hurtigere end lyset, eller en linedanser, der kan balancere på regnbuerne! Vi ønsker at genskabe en hverdag for de indlagte børn og sende masser af sjove og aktive lege, der fører tankerne ind i fantasiens verden og langt væk fra coronavirus.
Mange af Legeheltenes seje og gode venner hjælper til med at sende superheltekræfter afsted til indlagte børn. Det har vi lavet en lille film om, som kan ses her.
Hvis du også vil være med til at sende superheltekræfter til indlagte børn, kan det gøres på MobilePay-nummer 872035. TAK.
Nu er det også muligt at følge med i Legeheltenes arbejde og sjove idéer til lege og aktiviteter på TikTok – Legeheltene har nemlig fået deres helt egen TikTok-kanal!
Følg med på vores kanal og del jeres seje videoer med os. Vi glæder os til at vise jer vores heltevideoer, og vi lover, at det bliver både skørt, sjovt og inspirerende!
I disse tider hvor intet er, som det plejer at være, må man tænke lidt kreativt og få det bedste ud af den ellers triste situation.
Derfor har vi startet det virtuelle loppemarked Charity Loppemarked på Facebook til fordel for Legeheltene. Så når du alligevel går i gang med forårsoprydningen og finder guld i gemmerne, så gør en ægte heltegerning og sælg dine gamle ting på Charity Loppemarked og støt Legeheltene.
Det eneste, du skal gøre, er at blive medlem af gruppen på Facebook, sætte dine ting til salg og vente på et bud. Alle donationer overføres på MobilePay-nummer 110847 og går selvfølgelig direkte til Legeheltene.
Hver en donation gør en forskel, så vi sammen kan skabe aktiv leg og bevægelse for indlagte børn – nu og på sigt.
Du finder loppemarkedet her.
Hvis du sidder derhjemme og mangler lidt inspiration til sjove og skøre heltelege- og aktiviteter, så følg med på Legeheltenes Facebook, Instagram, og her på hjemmesiden, hvor vi hver dag kommer med nye forslag til sjove lege og aktiviteter, I kan prøve af og hygge jer med i denne tid, hvor de fleste af os er hjemme.
Har I f.eks. mod på et spil heltebowling? Reglerne er beskrevet på billedet ovenfor.